Akutberedsksabet i Silkeborg
Af Mette Breinholdt d. 20. maj 2008 10:50:00Kategorier: Akutte patienter
Brit Borgen, Resedalvej, Silkeborg, skriver:
Efter at have læst det reviderede forslag til hospitalsplan for Region Midt + læst diverse artikler og læserbreve i Midtjyllands Avis + deltaget i et borgermøde om vores sygehus her i Silkeborg, så er jeg stadig dybt foruroliget ved tanken om, at Silkeborg ikke længere skal have en skadestue og heller ikke som erstatning får en døgnbemandet akutbil med en anæstesilæge. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at Silkeborg, som er i kraftig vækst og på vej til at live næststørste by i Region Midt skal leve – eller måske nærmere dø(?) med et så elendigt et akutberedskab.
Jeg har forstået, at Silkeborg ikke kan blive et sygehus med en akutfunktion. Men derfor er det da også ekstra vigtigt, at der bliver taget ordentligt hånd om den præhospitale behandling, når vi fremover vil have 45 – 50 km til nærmeste akutsygehus. Som jeg har forstået gentagne forklaringer, så er en lægeintegreret akutbil at stikke folk blår i øjnene. En anæstesilæge, som er på arbejde på sygehuset, kan ikke forlade stedet – heller ikke selv om der ikke lige er behov for en sådan på sygehuset. Den akutbil vil aldrig blive bemandet med en anæstesilæge. Derfor mener jeg, at dette forslag er uholdbart.
Hvis man dertil lægger, at den trafikale situation i og omkring Silkeborg til tider er ret kaotisk, og med de lange udsigter, vi fortsat har til en motorvej, så kan jeg ikke se anden løsning end en døgnbemandet lægebil. Det vil redde liv. Det vil spare indlæggelser. Det kan måske også betyde forskellen mellem at blive helt rask eller handicappet i større eller mindre grad.
Center of Excellence lyder som en rigtig god ide – forudsat at alle 9 specialer er til stede. Der er helt afgjort store perspektiver i ideen bag dette center. Der er sikkert nogen, som ikke har noget imod at blive indlagt på et sygehus, men jeg selv kan simpelt hen ikke fordrage det, så tanken om at spare indlæggelser men ikke behandlinger er overordentlig tiltalende.
Tilbage
Revideret
01-09-2008











