En region i ubalance!
Af Mette Breinholdt d. 20. maj 2008 08:50:00Kategorier: Nyt hospital i Vest
Hans Asger Holmsgaard og Viggo Kragh Jørgensen, praktiserende læger i Thyborøn skriver:
1. Konsulentfirmaet COWI og præhospital leder i Region Midtjylland Erika
Christensen mener ikke, at der kan konkluderes en sammenhæng mellem afstanden
fra patienten til sygehuset og dødeligheden (Bilag 8, side 2).
I Thyborøn er det almindelig sund fornuft, at afstanden til sygehuset og dermed den tid, der går, inden man kan komme under den rigtige behandling, betyder noget for både overlevelsen og sværhedsgraden af følgetilstandene efter livstruende sygdomme.
Det gælder bl.a. ved en større blødning i maven, hvor man kan nå at forbløde, inden man når frem til sygehuset. Det er også tilfældet ved en blodprop i hjernen, hvor man har en chance for at give blodprop-opløsende medicin, hvis man vel at mærke kan nå det, inden der er gået 3 timer fra starten på symptomerne.
Den ansvarlige overlæge for denne behandling Jesper Tørring i Holstebro skriver herom: ”Der findes en klar sammenhæng med tid mellem symptomdebut og tidspunktet af behandlingen på den ene side, og effekten af behandling på den anden side. Det betyder, at selv om behandlingen kan gives op til tre timer, kan det ikke gå hurtigt nok. Lost time is lost brain”.
Får man en blodprop i hjertet, kan skaderne begrænses, hvis man kan nå at komme på operationsbordet inden 2 ½ time.
Hvis afstanden og dermed tiden ikke betyder noget, hvorfor skal Falck så overhovedet køre med udrykning?
Skal vore patienter i Thyborøn ikke sikres de samme muligheder som patienterne i resten af regionen?
2. Den 1. februar 2008 blev den akutte kirurgiske modtagelse nedlagt i Holstebro og flyttet til Herning. Fra denne dato har alle akutte kirurgiske patienter bl.a. fra Thyborøn skullet indlægges i Herning.
For at sætte afstandene lidt i perspektiv, kan det oplyses, at køretiden i følge Krak fra Thyborøn til Herning er 1 time og 21 minutter. Køretiden fra Herning til Skejby er 1 time og 8 minutter, fra København til Korsør 1 time og 11 min og fra Kjellerup til Ålborg er 1 time og 22 minutter.
Hvad mon herningenserne ville sige til, at deres nærmeste akutte modtagelse lå i Skejby? Hvad mon københavnerne ville synes om at køre til Korsør for at komme på sygehuset med en blødning i maven, og hvordan ville regionsrådsformand Bent Hansen have det med at skulle køres fra Kjellerup og helt til Ålborg for at få behandling for en livstruende sygdom?
Skal vore patienter i Thyborøn stilles så meget dårligere end patienterne i resten af regionen? Er det en ”Region i balance”?
3. I Thyborøn er vi allerede ramt af manglen på praktiserende læger. Vi skulle være tre, men er nu kun to tilbage, idet det har været umuligt at tiltrække en ny læge, da den sidste gik på pension. Rekrutteringen af praktiserende læger fremmes af, at der er læger på de lokale sygehuse, som kan lære området at kende og få lyst til at slå sig ned der. Sygehuset i Lemvig er allerede lukket, så der er ikke længere læger at hente der. Holstebro sygehus er lukningstruet. Jo længere væk det nye sygehus kommer fra yderområderne, jo sværere bliver det at skaffe praktiserende læger dertil.
Det er derfor af stor betydning, hvor det nye storsygehus bliver placeret. Det bør ligge midt i optageområdet – d. v. s. nærmest Holstebro.
Hvis man mener noget med de smukke ord om ”En region i balance”, så må man også tilgodese yderområderne der, hvor det er muligt!
Tilbage
Revideret
01-09-2008











