Kortest transporttid, lægebemandet akutbil - og lokalt bosatte læger
Af Jørn Gade d. 26. maj 2008 11:25:00Kategorier: Nyt hospital i Vest
Anders Krogh, Havrevænget 22, 7500 Holstebro, pensioneret praktiserende læge, skriver:
Kære regionspolitikere
1) Cowi rapporten peger - både med nutidigt og fremtidigt vejnet - på Holstebro, som stedet med den korteste transporttid for patienterne.
2) Ved akut svær og kritisk sygdom er responstiden (dvs. tiden indtil kvalificeret hjælp når frem) meget væsentlig. Da akutbilen bemandet døgndækkende med narkoselæge vil komme til at udgå fra Regionshospital Vest, er det derfor vigtigt, - for at redde flest liv, - at hospitalet placeres på stedet med de korteste responstider, hvilket altså ifølge Cowi er Holstebro.
Det er muligt, at transporttiden i ambulancen betyder mindre, når kvalificeret hjælp først er nået frem. Men vigtigheden af at den kvalificerede hjælp når hurtigt frem, vil ingen betvivle. En placering af Regionshospital Vest ved Herning vil give uacceptable lange respontider til den nordvestligste del af regionen.
3) Om lægebemandingen. Et hospital af den planlagte størrelse kan ikke klare sig med at have lægerne boende i Århus. De må da som hovedregel bo i området. Og Holstebro er et særdeles attraktivt sted at bo såvel kultur - som naturmæssigt set. Og i øvrigt, når hospitalet står færdigt vil speciallægemangelen være aftagende. Dertil kommer, at køretiden, med en fuldt udbygget motorvej mellem Holstebro og Århus, nok ikke være væsentlig anderledes, end den i dag er fra Århus gennem Silkeborg by til Herning. Dermed svinder den eneste betragtning, - der endda kun er en påstand, - der i dag kunne tale for Herning frem for Holstebro.
4) En placering af hospitalet i Herning kommer let til at gøre den nordvestlige del af regionen til et "hvidt" område på landkortet. Lægemæssigt fordi der ikke længere er noget hospital, og fordi der kan blive problemer med rekvirering af praktiserende læge til området. Dette kan så igen påvirke både den erhvervsmæssige og turistmæssige udvikling i området.
Tilbage
Revideret
01-09-2008











