Tænk langsigtet – og se på befolkningsudviklingen
Af Jørn Gade d. 30. maj 2008 13:20:00Kategorier: Nyt hospital i Vest
Byrådspolitikerne Tonny E. Nielsen (V) og Frank H. Sørensen (A), indvalgt i Ikast-Brande byråd skriver:
Åbent brev til samtlige Regionsrådspolitikere
Undertegnede to byrådspolitikere fra Ikast-Brande kommune, bosiddende i Engesvang, vil hermed gerne komme med en kommentar i forbindelse med placeringen af det nye regionshospital i Vestjylland.
Vi oplever, at der over en bred kant, især fra den nordlige del af det tidligere Ringkøbing Amt foregår en følelsesmæssig hetz i forbindelse med placeringen af det nye hospital. Det beklager vi.
Vi vil gerne påpege følgende fakta, som vi ønsker taget i betragtning når I tager beslutningen:
- Bliver placeringen i Aulum eller længere mod nord, vil borgerne i den østlige og sydlige del, f.eks. i Engesvang og Nr. Snede området få væsentlig længere til det nye hospital – afstandskriteriet gælder med andre ord i begge retninger.
- Skal patientgrundlaget sikres på længere sigt, skal et område som Silkeborg Kommune indtænkes – det vil kun ske, hvis placeringen bliver i Herning området, i umiddelbar nærhed af motorvejen mellem Silkeborg og Herning, der færdiggøres i 2012.
- Intet tyder desværre på at udbuddet af læger og sygeplejersker stiger de kommende år, tværtimod – hospitalet skal derfor placeres så tæt på Århus som muligt – kun ganske få læger og sygeplejersker vil ønske, at pendle til Holstebro.
- Her er tale om en dyr og langsigtet løsning på hospitalsområdet – derfor bør der også indgå i beslutningen, at befolkningstallet er faldende i den nordlige og vestlige del af region vest. Stigende i den sydlige og østlige del af region vest.
- Hospitalet skal af hensyn til patienter og personale placeres i, eller tæt ved en større by.
- Infrastrukturen skal være i orden – en måske motorvej om 40-50 år kan ikke tages alvorligt.
Vores konklusion på ovenstående er klar:
Hospitalet skal placeres så tæt på Herning by som muligt – helst i Birk eller Tjørring.
Vi håber, at I i Regionsrådet vil turde tænke lige så langsigtet og klart.
Med venlig hilsen
Byrådspolitiker Tonny E. Nielsen (V), Engesvang
Byrådspolitiker Frank H. Sørensen (A), Engesvang
Ikast-Brande byråd
PS. Det ville i øvrigt klæde den demokratiske proces, hvis partierne ikke udviste foragt for de høringsberettigede parter ved at komme med udmeldinger inden høringsfristens udløb.
Brian skriver:
Så vidt jeg husker tager fremskriver cowis rapport netop forventet befolkningstilvækst. Her peger tallene mht. tider bedst på Aulum både med og uden motorvej.
--------------- vigtig ----------------
Rekruttering til akutbilerne!!!!!
Man siger at det der har betydning for det akutte beredskab, er akutbilen mere end afstanden.... men jo længere østpå man trækker sygehuset, jo vanskeligere bliver det i længden at tiltrække nødvendige læger - til netop akutbilerne.
------------Vigtig --------------------
Benzinpriserne forventes at stige markant, hvilket ventes at have inflydelse på transporten (se flere artikler på ing.dk).
Flere vil benytte sig af de offentlige transportmider. Her ligger Aulum mindst lige så godt som Tjørring... (fra århus kan man arrangere det således at man kan blive sidende i et tog, mens man til tjørring er nød til at skifte til bus... som også koster ventetid...).
sidst og ikke mindst vil et sygehus påvirke befolkningstilvæksten. Så hvis det hele ikke skal foregå i østjylland, må man trække de længere vest på.
ps. jeg bor selv i Herning ,bare så jeg ikke bliver beskyldt for at lave hetz....
Ejgil Thomsen skriver:
Hvorfor er det nu lige, at Nr. Snede-området skal nævnes i forbindelse med afstanden til det kommende Storsygehus i Vest. Nr. Snede var da vist ikke med i det tidligere Ringkøbing Amt og ligger dermed uden for det naturlige optagerområde for det nye sygehus. Hvor langt er det nu lige, der er fra Nr. Snede til nærmeste sygehus i Horsens. I hvert fald langt mindre, end der vil være fra Thyborøn til et sygehus ved Herning. Så det var et dårligt argument!
Hvorfor skal Silkeborg indtænkes? Der er faktisk samme afstand til Viborg og til Skejby og ikke ret meget længere til Horsens og til Randers. Borgene i Silkeborg og omegn har altså fire muligheder for at komme til en akutmodtagelse inden for en afstand af mindre end 50 km. hvorimod borgere i den nordvestlige del af regionen kun har den ene mulighed, at rejse ca. 90 km. til den akutmodtagelse, som I foreslår skal ligge ved Herning.
Hvorfor skal man tage specielt hensyn til de ca. 20% af de ansatte der ønsker at pendle fra Århus. Lad dog dem om det! Tag i stedet for hensyn til borgerne i hele optageområdet - det tidligere Ringkøbing Amt - når placeringen af det kommende storsygehus skal fastlægges. Det er dog dem det nye sygehus bygges for. Lægerne skal nok byde sig til, når først det nye storsygehus til 4 milliarder er på plads, uanset hvor det placeres mellem Herning og Holstebro.
Det kan godt være, at befolkningstallet er faldende i den nordvestlige del regionen, mens det er stigende i den sydøstlige del, men det vil en placering af storsygehuset ved Herning jo ikke hjælpe ret meget på! Vi vil da gerne have en region i balance, - vil vi ikke? Forlænger vi derimod motorvejen til Holstebro og bygger det kommende storhospital ved Holstebro syd, se det vil trække udviklingen mod nordvest til gavn for en region i balance. Er der noget at betænke sig på?
Jeg er enig i, at storsygehuset skal placeres tæt ved en større by, og helst lige op til bygrænsen i et rekreativt område lige op ad hovedvej og jernbane. Alt det kan man få ved Holstebro syd.
At der skal gå 40 – 50 år, før der kommer en motorvej til Holstebro, må stå for jeres regning. Med et – ifølge Cowi-rapporten - øget trafikpres på 12000 biler i døgnet på hovedvej A18, bare på grund af det nye sygehus, ja så kan man slet ikke komme uden om at bygge en motorvej, som skal stå færdig, når det nye storsygehus tages i brug.
Jeg synes i det hele taget ikke jeres argumenter for et nyt storsygehus placeret ved Herning er særlig overbevisende. Argumenterne synes mere at være præget af ”sognerådspolitiske” særinteresser. Læs nu den Cowi-rapport og se, at det bedste bud på en placering af det nye storsygehus er og bliver ved Holstebro syd.
Mvh
Ejgil Thomsen
Henrik Seliger skriver:
Kære Eigil, hvorfor stiller du ikke op til regionsrådet. Du viser da en del mere klarsyn end de fleste såkaldte politikere gør. Du rammer nemlig lige plet med dit indlæg. Men desværre er der jo nok gået levebrød i regionsrådet beslutning. Sagligt er det ihvertfald ikke.
John M skriver:
En kommentar til politikerne fra Engesvang:
Det tager under 30 minutter at køre fra Engesvang til Viborg Sygehus, men over en time fra Thyborøn til Gødstrup. Og hvis vi skal blande Nr. Snede ind i debatten, så tager det under 30 minutter herfra til Vejle Sygehus.
Helt ærligt, der skal ikke meget matematik til, før den eneste fornuftige løsning er Holstebro (som stadig er knap en time fra Thyborøn!).
Tilbage











