Sygeplejevisitationen til skadestuerne
Af Mette Breinholdt d. 12. september 2008 14:30:00Kategorier: Akutte patienter
På vegne af behandlersygeplejerskerne på Skadeklinikken, Regionshospitalet Grenaa, skriver Mette Kirk:
Behandlersygeplejerskerne på skadeklinikken Regionshospitalet Grenaa har gennem 5 år haft et forbilledligt samarbejde med Sygeplejevisitationen – et samarbejde der har haft et fælles sigte – at guide patienten let og fleksibelt til det rigtige behandlingstilbud.
Vi har i fællesskab løst opgaven og vi har i fællesskab produceret gode patientforløb, tilfredse patienter, og ikke mindst udnyttet ressourcerne optimalt.
Vi har i fællesskab opdateret hinanden, sygeplejevisitationen har således ikke været i tvivl om vores kompetencer og åbningstider på skadeklinikken.
Det samme gør sig desværre ikke gældende i samarbejdet med vagtlægerne.
Vi har gennem 5 år – siden vi skiftede status fra skadestue til skadeklinik – oplevet at der er en meget begrænset viden om skadeklinikken i Grenaa hos de visiterende vagtlæger.
Det er meget bekymrende at vi efter 5 år stadig mange gange om ugen modtager patienter der har måttet fortælle den visiterende vagtlæge, at der er en skadeklinik i Grenaa!
Mange patienter fortæller hvordan de har måttet argumentere for at komme på skadeklinikken i Grenaa. Vi følger altid op på disse forløb, og kontakter lægevagten – og det forholder sig desværre som patienterne beretter – lægevagten kender ikke åbningstiden – kender ikke kompetencerne og endelig er det skræmmende, at mange visiterende vagtlæger ikke ved at der findes en skadeklinik i Grenaa!
Det må være et KRAV at de visiterende vagtlæger ved at der findes en skadeklinik i Grenaa !!
Vi er bekymrede for visitationen til skadeklinikken fremover såfremt den overgår til vagtlægerne. For os at se kan denne løsning kun implementeres såfremt hver enkelt visiterende vagtlæge i Regionen opdateres.
Vi er afhængige af at der visiteres til skadeklinikken – ellers bliver den jo sparet væk – men det kræver altså at de der skal visitere ved at der en Skadeklinik på Regionshospitalet i Grenaa.
Vi foreslår eét nummer til vagtlæge/skadestuer/skadeklinikker, men hvor visiterende sundhedspersonale både er læger og sygeplejersker, det vil sikre kvaliteten og minimere udgifterne for sundhedsvæsenet – for det er vel et spareforslag??
Tilbage











