round corners

Vækstforum

Puljens baggrund og indhold

I april 2007 fremlagde regeringen en handlingsplan for at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark; dette blev gjort som et led i udmøntningen af globaliseringspuljen. Med handlingsplanen er der afsat 65 mio. kr. pr. år i en fireårig periode fra 2008 til 2011, til styrkelse af grundlaget for at tiltrække store idrætsbegivenheder til landet. Der er oprettet en eventorganisation, ”Sport Event Danmark”, som skal forvalte midlerne i overensstemmelse med regeringens handlingsplan.

”Puljen for støtte til tiltrækning af større sportsbegivenheder til Region Midtjylland” knytter sig op på regeringens initiativ. Og er etableret med henblik på at sikre, at nationale midler udmøntes i placeringen af store internationale sportsbegivenheder placeret i Region Midtjylland.

Den øgede konkurrence for at tiltrække store internationale sportsbegivenheder medfører, at der stilles større og større krav til arrangørerne, bl.a. økonomisk. For at komme i betragtning, skal der investeres i udarbejdelsen af skriftlige bud, i professionelle kampagner, fee mv. Skal det lykkes at tiltrække store sportsbegivenheder til Region Midtjylland, skal muligheden for at kommuner evt. i samarbejde med idrætsorganisationer kan søge finansiel støtte, styrkes.

Internationale events og sportsbegivenheder er med til at tiltrække gæster til regionen og understøtte internationale oplevelser. De internationale sportsbegivenheder afleder store samfundsøkonomiske fordele for regionen/byer. Begivenhederne skaber samfundsmæssig aktivitet indenfor en bred vifte af erhverv: både de typiske turisterhverv som overnatning, transport og restauration, og en række andre erhverv som detailhandel og diverse forsyning. Samtidigt medfører begivenhederne en værdifuld eksponering og markedsføring.

Puljen er etableret med baggrund i den formålsbestemte pulje for regionale oplevelsesprojekter i Region Midtjylland.

Vækstforum har på sit møde den 26. maj 2008 godkendt kriterierne for ”Puljen for støtte til tiltrækning af større sportsbegivenheder til Region Midtjylland”.

Sidst redigeret 26-06-2008
round corners
¨