Forretningsorden for Vækstforum
Marts 2010
§ 1 Geografisk afgrænsning
Pr. 1. april 2006 nedsættes ét vækstforum, der dækker hele Region Midtjylland.
§ 2 Sammensætning og funktionsperiode
Vækstforum for Region Midtjylland har 20 medlemmer, der udpeges af Regionsrådet for Region Midtjylland.
Vækstforum for Region Midtjylland sammensættes således:
- 3 medlemmer udpeges på regionsrådets eget initiativ,
- 6 medlemmer udpeges efter indstilling af kommunalbestyrelserne i regionen, hvoraf mindst 1 medlem skal repræsentere yderområderne,
- 6 medlemmer fra erhvervslivet udpeges efter indstilling fra erhvervsorganisationer udvalgt af regionsrådet,
- 3 medlemmer fra viden- og uddannelsesinstitutioner udpeges på regionsrådets initiativ, og
- 2 medlemmer, som repræsenterer henholdsvis arbejdsgivere og lønmodtagere, udpeges efter indstilling fra henholdsvis arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.
De regionale beskæftigelsesråd i den kommende Region Midtjylland har i alt én observatørpost i vækstforum.
Stk. 2
Regionsrådet udpeger efter inddragelse af vækstforummets medlemmer vækstforummets formand blandt vækstforummets medlemmer.
I tilfælde af formandens forfald udpeger formandskabet selv en næstformand, der skal varetage formandens opgaver.
Stk. 3
Til at bistå formanden med forberedelse og opfølgning på møderne i Vækstforum for Region Midtjylland etableres et formandskab. Formandskabet vælges blandt medlemmerne af Vækstforum og sammensættes således: en repræsentant for Regionen, en repræsentant for kommunerne, en repræsentant for erhvervsorganisationerne, en repræsentant for videninstitutionerne og en repræsentant fra henholdsvis arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.
Stk 4
Vækstforums medlemmer udpeges for en periode, der følger den kommunale valgperiode.
§ 3 Vækstforummets opgaver og kompetencer
Det regionale Vækstforum for Region Midtjylland har til opgave
- inden for de nationale rammer at udarbejde en regional erhvervsudviklingsstrategi for regionen eller den del heraf, som det enkelte vækstforum dækker, med udgangspunkt i områdets rammevilkår og erhvervsspecialisering og med fokus på yderområderne. Erhvervsudviklingsstrategien udgør en del af grundlaget for regionens udviklingsplan.
- at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår,
Og efter 1. januar 2007 tillige
- inden for den fastlagte erhvervsudviklingsstrategi at udvikle og afgive indstilling om medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsaktiviteter, jf. stk. 2.
Stk. 2
Vækstforum afgiver indstilling, inden for de organisatoriske rammer som anden lovgivning og strukturfondsfinansierede programmer fastlægger, til staten om anvendelse af social- og regionalfondsmidler og til regionen om anvendelse af regionale udviklingsmidler til erhvervsformål, jf. Lov om Erhvervsfremme § 9.
Stk. 3
Vækstforum kan nedsætte arbejdsgrupper/dialogfora til at rådgive vækstforum og kan i den forbindelse inddrage en bredere kreds af aktører i og uden for regionen.
§ 4 Beslutningsdygtighed
Vækstforum er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af dets medlemmer er til stede.
Stk. 2
Vækstforum træffer afgørelser ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§ 5 Møder
Der planlægges løbende møder for det kommende år.
Stk. 2
Materiale til møderne udsendes så tidligt som muligt, og senest 8 dage før mødet.
Stk. 3
Vækstforums sekretariat udarbejder materiale til møderne samt referater fra møderne.
Stk. 4
I særlige situationer, hvor formanden finder det hensigtsmæssigt, kan vækstforum træffe beslutning ved skriftlig høring.
Stk. 5
Vækstforum bemyndiger formandskabet til at træffe afgørelse i hastende sager.
§ 6 Habilitetsregler
Deltagelse i vækstforums arbejde er omfattet af habilitetsreglerne i Forvaltningsloven og reglerne om tavshedspligt i offentlige tjenester.
Stk. 2
Alle oplysninger, mundtlige som skriftlige, herunder dokumentationsmateriale, som et medlem af vækstforum modtager om enkeltpersoners, private selskabers eller foreningers økonomiske, personlige eller interne forhold, herunder oplysninger om tekniske indretninger, om fremgangsmåder eller og drifts- og/eller forretningsforhold, er fortrolige. I øvrigt har medlemmerne tavshedspligt med hensyn til oplysninger af væsentlig betydning for offentlige eller private interesser.
Stk. 3
Efter Forvaltningslovens § 6, har den, der kan være inhabil, pligt til at gøre opmærksom herpå. Underretning om inhabilitet gives snarest muligt, dvs. normalt inden sagens behandling, og i almindelighed til formanden og til sekretariatet. Vedkommende kan ikke selv deltage i vækstforummets behandling og afgørelse af spørgsmålet om vedkommendes habilitet. Hvis det besluttes, at vedkommende er inhabil, fremgår det af Forvaltningslovens § 3, stk. 3, at vedkommende ikke må træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag. Den pågældende skal således forlade mødet under hele sagens behandling.
§ 7 Sekretariatsbetjening
Sekretariatet for Vækstforum forestås af Region Midtjylland i samarbejde med de medlemmer af Vækstforum, som ønsker at stille bistand til rådighed.
- - - - - -
Godkendt på Vækstforums møde den 5. april 2006
Redaktionel gennemskrivning samt tilføjelse vedr. §5, stk. 5 godkendt på Vækstforums møde den 25. marts 2008
Ændring vedr. §2, stk. 3 godkendt.på Vækstforums møde den 3. marts 2010.











