Psykiatriplanen for Region Midtjylland er nu på plads.
Målet med Region Midtjyllands nye psykiatriplan er at tilbyde psykisk syge borgere i hele regionen behandling og støtte på højt internationalt niveau. Psykiatriplanen omfatter mere end 150 anbefalinger, som gennemføres de kommende år.
- Vi vil styrke forebyggelsen af psykisk sygdom, behandle flere patienter, være bedre til at helbrede psykisk sygdom og støtte psykisk syge i at mestre deres sygdom, ligesom vi vil arbejde aktivt på at reducere den store overdødelighed blandt psykisk syge. Det er alle realistiske mål, men de kræver, at vi gennemfører store omstillinger og ruster os på mange fronter. Derfor glæder jeg mig også over, at et stort flertal i regionsrådet står bag psykiatriplanen, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S). Psykiatriplanen betyder, at behandlingen specialiseres og samles i større enheder. I den sammenhæng samles psykiatriske akutmodtagelser på de somatiske hospitaler. Målet er, at patienterne i højere grad skal møde rutinerede eksperter i de forskellige sygdomme samt et tættere samarbejde om behandling med regionens øvrige hospitaler. De ambulante behandlingstilbud skal samtidig udbygges tæt på borgerne. Det betyder bl.a., at nye klinikker for angst og tvangslidelser udbygges, og at der oprettes nye behandlerteams for psykiatriske patienter med misbrug. Også tilbuddene om behandling i hjemmet i form af mobilteams udbygges. Med psykiatriplanen fastholdes sengekapaciteten stort set på nuværende niveau, da regionsrådet lægger vægt på, at der er et tilstrækkeligt antal senge i robuste faglige miljøer. Samtidig bakker regionsrådet op om at samle psykiatrien i Holstebro og Herning i det nye hospital i Vestjylland og at der nybygges, så psykiatrien i Risskov kan flytte ud i den nye hospitalsby i Skejby. Regionsrådet prioriterer højt, at alle omstillingerne i de kommende år bliver gennemført, så patienterne ikke kommer til at opleve en periode uden at have adgang til de behandlingstilbud, de har behov for. Læs alt om psykiatriplanen her |