Patientuddannelse i Region Midtjylland
Patientuddannelse med det formål at øge patienternes evne til egenomsorg er en del af den patientrettede forebyggende indsats. Patientrettet forebyggelse har til hensigt at forebygge progression i en sygdom samt begrænse eller udskyde eventuelle komplikationer som følge af en sygdom. I henhold til sundhedsloven er patientrettet forebyggelse et delt ansvar mellem region og kommune, og der ligger en væsentlig opgave hos kommunerne og regionen i at samarbejde om at udvikle og bidrage til indsatsen over for patienter/borgere med kroniske lidelser. Ud over at bidrage med konkrete patientuddannelsestilbud skal regionen, i henhold til sundhedsloven, rådgive kommunerne om tilrettelæggelsen af indsatsen og give faglig støtte og hjælp til kompetenceopbygning. Opgavefordelingen mellem region og kommune i forbindelse med den patientrettede forebyggelse er ikke klart defineret på forhånd, og det er et område, der arbejdes med at afklare. Dette arbejde foregår i udarbejdelsen af sundhedsaftalerne. Første skridt er taget med udarbejdelsen af de første sundhedsaftaler, men det er et område, der kræver fortsat arbejde for at sikre, at den patientrettede forebyggelse på tværs af sektorer er sammenhængende, koordineret og systematisk.
Kortlægning af patientuddannelser i Region Midtjylland
For at skabe et overblik over de respektive patientuddannelsestilbud på hospitalerne i Region Midtjylland er der i 2007 og igen i 2009 udarbejdet en kortlægning over disse tilbud. Begge kortlægninger har primært fokuseret på de patientuddannelsestilbud som er møntet på mennekser med kronisk sygdom. De to kortlægninger kan downloades ved at klikke på de respektive links til højre.
Definition af patientuddannelse
Region Midtjylland benytter en bred definition af begrebet patientuddannelse, som værende strukturerede uddannelsesforløb, der har til formål at øge patienters livskvalitet og handlekompetence i forhold til at kunne mestre deres sygdom.
Patientuddannelse kan overordnet deles op i to kategorier:
• Sygdomsspecifik patientundervisning
• Tværgående patientundervisning
Den sygdomsspecifikke patientundervisning drejer sig om initiativer, der retter sig mod en bestemt diagnose eller grupper af patienter med samme symptomer. Det drejer sig oftest om råd og vejledning fra sundhedsprofessionelle for at gøre patienten bedre i stand til og mere motiverede for at følge den anbefalede medicinske behandling. De væsentligste dele af undervisningen er derfor formidling af viden om sygdom og behandling, samt hjælp til konkret problemløsning.
Den tværgående patientundervisning indeholder initiativer, der går på tværs af diagnose- og patientgrupper. Patientundervisningen har til formål, dels at forhindre at sygdommen udvikles, dels at forbedre sygdomsforløbet. Undervisningen kan eksempelvis omfatte initiativer i forhold til kost, rygning, alkohol og motion – områder, der er fælles risikofaktorer for en lang række sygdomme og deres forværring. Derudover ligger der oftest også self-management i den tværgående patientundervisning, hvilket indebærer, at patienter med kronisk sygdom lærer at håndtere psykologiske og sociale aspekter af tilværelsen med en kronisk sygdom.


